Byttetanken havde sin spæde start i juni 2022, hvor den stod ved parkeringspladsen ved Purløgsrækkerne.
Siden blev den flyttet til parkeringspladsen ved Nyma, hvor den har sin placering i dag.
Byttetanken startede ud som et samarbejde med Tækker, hvor containeren blev stillet til rådighed og en frivillig arbejdsgruppe blev dannet.
I løbet af årene er nye gode folk kommet til, og gamle gode folk er rykket videre til andre og nye projekter lokalt i byen.
I dag er vi en lokal arbejdsgruppe, med folk fra Nye og Elev, på ca. 10 personer, der sammen “passer” vores allesammens byttetank.
Vi er vilde med Byttetanken og synes, den er en rigtig vigtig del af det lokale liv, hvor vi genbruger og deler!
Vi har hver en ugentlig “tjekketjans”. Nogle enkeltvis, andre i hold. Her rydder vi op og smider defekte ting ud, for løbende at holde Byttetanken så indbydende som muligt. Engang hver tredje måned har vi fællesoprydning, hvor vi grovsorterer og kører på gengbrugsstationen. Det er også os, der arrangerer tøjbytte-events. De afholdes fire gange om året i Fælleshuset, Ringen 3. Vi afholder kortere møder efter behov. Det er ca. to til tre gange årligt.
Hvis du gerne vil vide mere om at være med i arbejdsgruppen, kan du kontakte Nina Pehn via Facebook.
Byttetanken er aflåst med kodelås.
Koden kan findes på vores facebookside, da vi løbende kan have brug for at ændre den:
https://www.facebook.com/groups/3188063378110896
For at Byttetanken kan fungere, er det vigtigt, at reglerne for brugen af tanken følges.
Reglerne kommer her:
- Byttetanken “passes” og vedligeholdes af en gruppe lokale beboere i Nye og Elev. Det er os der rydder op ugentligt, kører på genbrugspladsen og arrangerer tøjbytte-events. Vi kan altid bruge en ekstra hånd, både i det daglige, men også på oprydningsdage og i forbindelse med arrangementer. Skriv til os, hvis du vil være med.
- Stil kun intakte, rene og brugbare ting i byttetanken. Defekte og ufuldstændige ting, f.eks. skåret porcelæn eller puslespil, der mangler brikker, skal du smide i rette affaldsbeholder. Møbler og større effekter, kan afsættes via opslag i facebookgruppen.
- Hjælp med at holde orden, så der altid er indbydende, pænt og rent.
- Placer selv dine medbragte bytteting på de forskellige hylder. Der er labels på hylderne, der fortæller hvor tingene kan stå.
- Byttetanken bliver løbende ryddet for ting (gives videre til f.eks. genbrugsbutikker eller andre gode formål). Vi kan altid bruge hjælpende hænder på vores oprydningsdage – og til at køre på genbrugspladsen og sortere.
- Vi oplever, at tøj og sko bliver jordslået og ødelagt, hvis det bliver lagt i tanken. Så gem i stedet tøjet og skoene og tag det med til vores tøjbytte-events, som vi afholder fire gange om året.
De bedste bytte-hilsner fra arbejdsgruppen

